Danish Beauty Award er en årlig prisuddeling, der hylder brands, produkter og klinikker inden for skønheds- og kosmetikbranchen. Vinderne bliver kåret ved et prisuddelingsshow i København d. 29. april, hvor der uddeles priser i 31 kategorier. Vi er nomineret i kategorien ”Årets salon/klink/butik/spa”, og vi er kommet i fint selskab med nogle fantastiske og anerkendte klinikker rundt om i landet. Derfor betyder det ekstra meget, at der også er plads til en lille lokal klinik fra Aalborg. I bedømmelsesprocessen har vi haft besøg af dommere over flere omgange, og vi er dybt taknemmelige for, at de har set noget særligt i Mekini.
Hvis jeg kunne fortælle det her til Mette, som åbnede en lille negleklinik på Kornblomstvej for ti år siden, er jeg ret sikker på, hun ville grine og sige ”ja ja, som om”. Da jeg slog dørene op til Mekini i 2012, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den skulle udvikle sig til det, den er i dag. En lokalt forankret skønheds- og wellnessklinik, som vores kunder først og fremmest beskriver som et rart sted at være, hvor man føler sig hjemme. Vi er på ingen måder fancy pancy – vi er helt nede på Jorden, og vi er helt os selv. Og så laver vi nogle hamrende gode behandlinger, som giver resultater.
At sige vi er stolte er en underdrivelse. Det er så vildt, og vi er ovenud taknemmelige for, at vores lille klinik får den her anerkendelse. Og så efter to år, der har været præget af corona-nedlukninger, restriktioner, diskusprolaps, vandskade og håndværkere. Takket være vores seje Mekini-piger og trofaste kunder er vi kommet styrket ud på den anden side. Men vi har også fået nogle tæsk, og det har ikke altid været lige nemt at holde gejsten og håbet oppe i en presset tid.
Men nu er det forår, glimtet i øjet er tilbage, og vi ser lyst på fremtiden. Og vi glæder os til at drage mod København d. 29. april og deltage i Danish Beauty Award (læs om vores tur til Danish Beauty Award her).
Du kan se alle de nominerede her.